>
 

Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

 

Jyllands-Posten 29.12.08

http://jp.dk/arkiv/?id=1554333&ece

Ufrivillig ambassadør for DF?

Steffen Buhrkal, Linde Allé 13, Svendborg

 

Jacob Holdt er faldet i racismefælden

og taler nu Dansk Folkepartis sag.

Er det hans hensigt?

 

Jeg havde stor respekt for Jacob Holdt, da han for år tilbage præsenterede billedserien "Amerikanske Billeder".

Det var en fin og ægte måde at beskrive "under-USA" på. Jeg har desværre ikke megen respekt for ham længere.

JH er faldet i racismefælden. Han ser racisme (spøgelser) alle vegne.

I sin duel med Ahmed Mohamud i JP 20/12 bruger han udsagn som »Du ved da, hvordan kvinder med tørklæder ustandseligt spyttes på.«

Jeg ved ikke, hvor det er, JH ser sådanne ting.

Jeg kan bare sige, at jeg aldrig har hørt nogen komme med racistiske udtalelser mod kvinder med tørklæde. Ej heller hørt om, at nogen skulle have gjort det.

Jeg har i det hele taget aldrig hørt nogen komme med nedsættende udtalelser til muslimer eller andre minoriteter. Det er naturligvis ikke et udtryk for, at det ikke forekommer. Ligesom muslimsk racisme selvfølgelig også forekommer.

Har JH indtaget en muslimsk offerrolle?

Respekt
Jeg har derimod stor respekt for Ahmed Mohamud, som med et åbent sind og uden fordomme fortæller os danskere, hvordan hans møde med Danmark og danskerne har været.

Dejligt at høre én, som ikke betragter sig selv som et offer, bare fordi han er mørk i huden og måske har en anden religiøs opfattelse end de fleste danskere.

Hans møde med danskerne har måske ikke været en dans på roser, men han er kommet med rank ryg.

Han har taget de klø, som det nu kan give at komme til et fremmed land, men uden, at han har offergjort sig selv. Ryggen er stadig rank.

Hvis man derimod oprigtigt ønsker at være et offer, ja, så er det ikke svært også at føle sig som et offer.

Jeg kan næsten ikke holde ud at høre mere om JH's racisme. Det gælder ligeledes Rune Engelbreth Larsen på bloggen på politiken.dk.

Fordrejninger
De to herrer kan få alt til at ligne racisme.

De vender og (for)drejer tingene, så de passer ind i deres forskruede verdensbillede. Jo mere der kommer fra deres pen, des mere ynkelige bliver de.

Det værste er næsten, at de forsøger at hæve niveauet ved at give deres indlæg et "akademisk" præg. Noget, som ikke harmonerer med indholdet.

Faktisk er jeg sikker på, at JH og REL er glimrende ambassadører for Dansk Folkeparti. Gad vide, om det er hensigten?

 

_________________________________________

Mit svar:

Jp 06.01.09

http://jp.dk/arkiv/?id=1559961&ece
 

Man rystes over den danske intolerance



Jacob Holdt foredragsholder, Gernersgade 63, København

 

Steffen Buhrkal skriver i JP 29/12, at han aldrig har hørt nogen racistiske udtalelser mod kvinder med tørklæde, skønt samme dags avis fortæller, at FN skal afgøre, om danske politikere går over stregen, når de sammenligner muslimer med nazister og tørklæder med hagekors.

Tror han virkeligt, at vælgerne er spor anderledes og bedre end deres folkevalgte politikere?

SB havde stor respekt for mig, da jeg kritiserede amerikanerne for deres racisme overfor en minoritets anderledes kulturelle adfærd og viste de sorte ofres lidelser, men står af, når jeg kritiserer den samme racisme hos danskerne over for muslimer med de nøjagtigt samme synlige resultater som hos andre, der er "ofre" for racistiske angreb på identiteten, nemlig uintegrerbar vrede, vold og indesluttethed.

Vi er ikke alene
Jeg skriver dette indlæg fra Indien. Indiske studenter er altid ivrige til at organisere mine foredrag om amerikansk racisme, men når jeg påpeger deres egen racisme overfor kristne, lavere kaster og muslimer, bliver de straks ligeså defensive og aggressive som danskerne.

Hvordan kan SB og andre danskere tro at vi i Danmark alene står højt hævet over denne vidunderlige fællesmenneskelige smertes evige skyden skylden på ofrene uden at se bjælken i eget øje?

SB omtaler "Jacob Holdts racisme". Jo vist opdager jeg selv ustandseligt denne. Lad mig give et eksempel. Her i Indien bliver jeg ligesom overalt i Afrika vækket kl. fem hver morgen, når en lille minoritet sender sine lange bønner fra enorme højtalere i moskéerne.

Den danske tilpasning
Så forestil dig min og andre danskeres reaktion, hvis alle danskere hver morgen blev vækket kl. fem, fordi danske muslimer kaldte til bøn frem for at gå stille med "kirkeklokkerne" i deres "skik følge eller land fly" danske tilpasning?

Men i den indiske og afrikanske multikulturelle tolerance tænker man end ikke over denne støjforurening.

Derimod rystes man over den danske intolerance, som jeg oplevede det, da jeg arbejdede i Uganda med afrikanernes racisme over for pygmæerne. En dansk ingeniør sad ustandseligt og råbte op om "muslimer". Afrikanerne forstod simpelthen ikke denne særegne danske besættelse og spurgte »Hvad er der galt med manden? Er han syg?«

Ude i den store multikulturelle verden (16 pct. muslimer i Uganda) er man nemlig enormt sensitiv over for danskernes nykolonialistiske tendens til at missionere med deres intolerance - den som allerede to gange har sat verden i brand.


_________________________________________________

Jp 14.01.09
http://jp.dk/arkiv/?id=1568443&ece

Uden for al logik

Niels Sørensen, pædagog, Villavej 32, Skanderborg

 

Jacob Holdt langer igen ud efter almindelige danskere med sine multikulturelle lyksaligheds sværdtog. I JP 6/1 har han stadigvæk svært ved at se bjælken i eget øje.

Han er så "heldig", som det er overalt i Afrika, at blive vækket kl. 5 om morgenen, hvor en lille moské kalder til bøn fra en minaret med enorme højttalere.

Han forestiller sig tilsvarende, hvordan det ville være, hvis det samme skete i Danmark. Det ville naturligvis ikke blive positivt modtaget. Jacob Holdt "glemmer", at store dele af Afrika var nogle af de første områder, som blev bekriget af islam, at islam derfor har været "til stede" i Afrika i ca. 1.200 år, og altså derfor er en del af kulturen, inden "fredens religion" gik i krig mod Europa. Også selv om muslimerne i Uganda endnu ikke udgør et flertal (når det sker, plejer det at være slut med tolerancen).

Men som enhver "god" venstreorienteret, som ønsker nedbrydelse af nationalstaterne, forventer JH, at danskerne skal tilpasse sig muslimerne, for så er man "tolerant", altså lade sig islamisere på langt sigt.

I JH's forgudede multikulturelle verden, »er man nemlig enormt sensitiv over for danskernes nykolonialistiske tendens til at missionere med deres intolerance«.

Fordi en dansk ingeniør har skældt den muslimske ideologi ud langt nede i Afrika (sandsynligvis med en vis berettigelse), skal det iflg. JH generaliseres til flertal, plus at Danmark har gang i en nykolonialistisk mission. Det er da helt uden for al logik.

______________________________________________

JP 11.02.09

http://jp.dk/arkiv/?id=1598867&ece

Der er forskel på religioner

W.S. Nielsen, Landsdommervej 3, st., København

 

Jacob Holdt bør svare på Ahmed Mohamuds indlæg "Homoseksualitet er forbudt i islam" (JP 7/2).

JH går frem på samme måde som f.eks. Rune Engelbreth. De ønsker for enhver pris at forhindre, at mindre flatterende oplysninger om forhold inden for islam kommer frem.

En måde er at få alt til at være ét fedt, eller endnu bedre at få det til at se ud som om, det er meget værre i vores kulturkreds. De forholder sig ikke til proportioner, men lader 1 og 10 være lige.

Rune Engelbreth sidestiller danske ægtemænds jalousidrab med "æresdrab". Ergo: Danskere begår også "æresdrab". Vil det sige, at der ikke forekommer de almindelige jalousidrab i muslimske miljøer?

JH mener, at katolicismen er mere hadefuld mod homoseksuelle end islam. I f.eks. Iran bliver homoseksuelle hængt. Hænger katolikker også homoseksuelle?

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;